Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver saa stoor at nsten Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de atter falme
The spell did breake and gave To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he wander'd men On the surface of life - no No change as the Beast
They fear him, these A pure, nature unveil'd Perception delusion
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to what fear'd
But he - In his heart: An abyss As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the Pious of men