Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets ydre der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For Guderst hafver nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I Hirte: Een Affgrund tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme falme
The spell did and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he with men On the surface of - no change No as the Beast within
They him, these fooles A power pure, nature sans delusion
Amongst them he walks a tint if Twilight The of Night
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, & Beast - names given to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the wintry All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his midnight Feare be harvest agayn From the hearts of men