Da Trolddomen bleff hved - & Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han hafvde flt i Ulvens
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den lydende Som Fryckt i Natten Skald de ffromme atter
The spell did breake and gave To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
They fear him, fooles A power pure, nature Perception delusion
them he walks unseen Like a if Twilight The breath of
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the Pious of men