Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Ulvens
De under ham Med at Sind ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, & Varulv Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een Affgrund Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver de ffromme atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No change as the Beast
They fear him, fooles A power pure, unveil'd Perception sans
them he walks unseen Like a if Twilight The of Night
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea Which loves its
- An animal crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the hearts of men