Da Trolddomen hved - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som uden Selfbedrag
Han gliider useet dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For Guderst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som i Natten vver Skald de ffromme atter
The did breake and gave release To hours amongst But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden approaching
he was As he with men On the of life - no change No change as the within
They fear him, fooles A power pure, unveil'd sans delusion
Amongst he walks unseen Like a if Twilight The of Night
No of God did tell Man what He did Werewolf & Phantom, & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his heart: An unfathomable As teh sea Which its deeps
- An shadow crawling the wintry soil All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, him welcome from a waning sky
... And by the Of his midnight shall be harvest agayn From the Pious of men